Forestil dig at du er inde i et mørkt værelse. Du sidder med en lommelygte i hånden som ikke er tændt. Du tænder den snart men ikke endnu. Alt det som er inde i værelset repræsenterer dit ubevidste. Det er ubevidst fordi du ikke kan se det før du tænder lommelygten, der repræsenterer din opmærksomhed. Nu tænder du lommelygten og peger lyskeglen på noget i værelset. Det lommelygten peger på repræsenterer det du er bevidst om. Hvis du peger lommelygten rundt i værelset kan du blive bevidst om mange forskellige ting som før var utilgængelige for din sanseevne, men du kan ikke være bevidst om alle tingene i værelset samtidigt fordi lommelygtens lyskegle begrænser din oplevelse til et lille område af gangen. Vores hjerne vælger ligeledes hvilke ting vi fokuserer på og hvilke vi ikke er opmærksomme på. Dette gør den ved hjælp af et organ på størrelse med en lillefinger der sidder på hjernestammen. Dette organ kaldes for det Retikulære Aktiverings System, forkortet RAS, hvilket kommer af det græske ord ”retikula” for ”lille net”.
Hjernen er så viseligt indrettet at ligesom lommelygten i det mørke værelse virker det retikulære aktiveringssystem som et lille net der filtrerer hovedparten af de informationer fra, som kroppens sanser uafbrudt registrerer og videresender til den. Og idet kroppens sanser registrerer ca. 400 milliarder bits hvert sekund, er det ikke en lille opgave af afkode hvad der er vigtigt at blive bevidst om og hvad der ikke er nødvendigt at sende videre til storhjernen. For det er kun hvis informationerne sendes videre til storhjernen eller cortex at vi bliver bevidst om dem, og det er kun en brøkdel af de ca. 400.000.000.000 informationsbidder der hvert sekund strømmer til vores RAS som bliver til mikrostrøm og dermed målelige hjernebølger i cortex. Faktisk er det kun 1 stk. information vi bliver bevidste om for hver ca. 200 millioner informationsbidder der strømmer til vores RAS, dvs. at ca. 2000 bits per sekund bliver videresendt til storhjernen. Lidt mere håndterligt end de 400 milliarder der strømmer til vores RAS hvert sekund fra alle vores sanser. Det er måske nødvendigheden af denne enorme processeringskraft at nervecellerne i vores RAS har udviklet sig til at være ca. 800 gange hurtigere end almindelige nerveceller. En ualmindelig effektiv lommelygte.
Vores RAS virker også som en slags søgemaskine hvor vi indtaster et søgeord i Google, hvis vi for eksempel leder efter noget på nettet, og efter et kort øjeblik kommer alle søgeresultaterne frem der er relateret til søgeordet. De sammenhænge hvori søgeordet indgår kommer frem i forgrunden og resten træder i baggrunden. Ligesom lommelygten der peger på noget i det mørke rum, udgør det lommelygten peger på selve søgeordet, eller det vi er bevidste om, det vi tænker på. Hver gang vi tænker på noget peger vi lommelygten, en metafor for vores opmærksomhed, på det vi tænker på, og dette bliver søgeordet eller emnet som vores RAS giver os bekræftende informationer på. Med andre ord så sender vores RAS kun de informationer videre til vores cortex så vi kan blive bevidste om dem, hvis det er relateret til det vi tænker på eller er bevidste om.
På denne måde understøtter vores RAS vores virkelighedsopfattelse ved kun at sende relevante sanseinformationer videre der bekræfter det vi tænker på, og tilbageholde de sansestrømme der ikke understøtter vores bevidste tanker. Det er derfor at det vi tænker på får vi mere af. Hvis vi for eksempel er på udkig efter en ny bil og har fundet det mærke og model vi godt kunne tænke os, så begynder vi lige pludseligt at se denne biltype alle steder. Der er jo ikke lige pludseligt kommet flere af disse biltyper. Vi er blot begyndt at lægge mærke til denne biltype fordi vi er blevet bevidste om den er begyndt og tænke på den, og dermed sender vores RAS de sanseinformationer videre der er associeret med tankerne om at købe netop denne type bil. Dette gør at vi lægger mærke til den.
Når vores RAS sender de sansestrømme videre der er associeret med vores bevidste tanker, kan vi ændre vores livsoplevelse ved at ændre det vi tænker på. De fleste mennesker vil gerne ændre deres oplevelse af livet til noget der er mere behageligt end deres nuværende livsoplevelse, og alle mennesker der søger hjælp gennem terapi eller coaching til at få det bedre gør det normalt af en af følgende årsager. De føler noget de ikke vil føle. De gør noget de ikke vil gøre. Der er noget de er nødt til at gøre som de ikke gør, eller de vil gerne blive bedre til at gøre noget. Alle problemer starter med en tanke. Og vi kan ikke have en tanke uden en hjerne.
Hjernen er et helt igennem formidabelt organ med omtrent 100 milliarder neuroner, og hver neuron eller hjernecelle er i stand til at lave omkring 10.000 forbindelser med andre neuroner. Så er vi oppe på ca. 1 billard potentielle forbindelser mellem neuronerne i vores hjerne. Altså 1.000.000.000.000 potentielle forbindelser mellem vores hjerneceller. Et antal selv vores hjerne har svært ved at fatte.
Heldigvis har vi vores RAS til at fokusere vores bevidsthed på det vi tænker på for tiden. Problemet er bare at hvis vi går og tænker på noget vi ikke vil have, så får vi også mere af det. Så lægger vi mærke til alt det der bekræfter vores negative tanker, idet vores RAS sender de sanseinformationer videre til vores bevidste sind der er associeret og relateret til det vi er bevidste om og lægger mærke til. Det vi tænker på, får vi mere af. Det du modsætter dig, bliver ved med at være der, fordi du stadig tænker på det du ikke vil have. Dette kaldes også for negativ fascination, dvs. at vi ikke kan lade være med at tænke på noget vi er imod. Løsningen er at erstatte de tanker vi ikke vil tænke, det vi er imod, med tanker vi gerne vil tænke, det vi er for, eller helt lade være med at tænke i et stykke tid.
Neurale forbindelser og til en hvis grad nye neuroner dannes når vi bliver ved med at tænke den samme tanke, altså når vi gentager tanken. Neurale netværk virker som muskler, jo mere vi bruger dem, jo mere styrker vi dem. Når vi tænker en bestemt tanke aktiverer vi specifikke neurale netværk hvor tanken hardwires, hvis vi gentager den længe nok.
Oplevelser får os til at tænke over det vi har oplevet, og vi tildeler oplevelserne mening for at komme til en forståelse af dem. Når vi har en oplevelse gemmer vores hjerne oplevelsens lyd, lugt, syn, smag og berøringsinput 5 forskellige steder i hjernen, og selve følelsen af oplevelsen kodes med i hukommelsen. Hvis det er en positiv eller behagelig oplevelse kodes mindet med positive følelser. Hvis oplevelsen er negativ kodes mindet med negative følelser. Hver gang vi genkalder oplevelsen sker der en syntese hvor de 5 sanse-specifikke områder i hjernen med sanseinformationerne bliver bragt sammen med følelsen mindet af oplevelsen er kodet med. Hvis der er en negativ ladning i de neurale netværk hvor oplevelsen er gemt, får vi det dårligt hvis vi forsøger at huske hvad der skete. Når vi husker en oplevelse associeret med positive følelser, bliver vi i godt humør når vi genkalder oplevelsen.
Hver gang vi genkalder oplevelsen fra vores hukommelse sker der endvidere det, at den tilstand vi er i når vi genkalder oplevelsen bliver kodet oven i måden vi husker oplevelsen på, så næste gang vi genkalder oplevelsen fra vores hukommelse så er de originale følelser blevet ændret, afhængig af hvor mange gange vi har tænkt over oplevelsen, og hvilken tilstand vi har været i hver gang vi har tænkt over oplevelsen.
Hver gang vi har en tanke, bliver der induceret en følelse i vores bevidsthed der varer ca. 90 sekunder. Når vi tænker over en oplevelse vi har haft, er tilstanden vi er i under genkaldelsen yderst vigtig, idet vi ændrer hvordan vi husker oplevelsen afhængig af de følelser vi har under genkaldelsen. Hvis de tanker vi gør os om oplevelsen inducerer positive følelser, bliver denne positive tilstand kodet ind i de neurale netværk der er aktive under genkaldelsen, og næste gang vi husker oplevelsen, er den farvet af de positive følelser der blev kodet med i de neurale netværk aktive i genkaldelsen. Selvom den oprindelige oplevelse blev kodet med negative følelser, altså en problemtilstand, så kan de følelser der trigges under genkaldelsen ændres til positive følelser, altså til en ressourcetilstand, hvis vi er i en ressourcetilstand med positive følelser under genkaldelsen. Det vi tænker på under genkaldelsen skal altså kunne inducere stærke positive følelser, som så bliver kodet ind i de neurale netværk der er aktive når vi husker oplevelsen.
Årsagen til at vi kan ændre de følelser der bliver trigget, og dermed tilstanden associeret med en oplevelse, er at de neurale netværk der er aktive når vi tænker på oplevelsen forbinder sig med hinanden. Hvis vi er i en ressourcetilstand mens vi tænker på en problemtilstand, så er der to neurale netværk aktive samtidigt. Et neuralt netværk med de positive følelser i ressourcetilstanden og et andet neuralt netværk med de negative følelser i problemtilstanden. Fordi de to neurale netværk er aktive samtidigt, så forbinder de sig med hinanden. Dette kaldes også for Hebbs lov: ”Neurons that fire together, wire together.” Altså at neuroner der er aktive samtidigt, forbinder sig med hinanden.
En problemtilstand kan opstå når vi oplever noget traumatisk, hvor alle de negative følelser induceret af oplevelsen gemmes i de neurale netværk aktiveret af oplevelsen. Efter et stykke tid glemmer vi oplevelsen, idet vi tænker på andre ting der aktiverer andre neurale netværk. Men hvis vi oplever noget der minder lidt om den traumatiske oplevelse, så er det meget sandsynligt at alle de negative følelser bliver trigget, fordi de neurale netværk kodet med traumet genaktiveres. For at forhindre at vi får det dårligt hver gang noget der ligner den traumatiske oplevelse sker, kan vi gennem terapi og coaching ændre de følelser der bliver trigget fra negative til positive, ved at associere en ressourcetilstand med problemtilstanden.
Når vi oplever noget der for os til at få det dårligt, så bruger vi også meget at vores tankekraft på at få oplevelsen til at give mening. I denne process hverver vi nye neurale netværk til de negativt ladede netværk, hvilket forstærker de negative følelser af den oprindelige oplevelse, og traumet forstærkes og isoleres fra neurale netværk med positive følelser. Hvis vi går og grubler over en dårlig oplevelse forstærker vi altså de negative følelser, idet de neurale netværk vi styrker bliver kodet med de negative følelser. Det er ligesom med neuroner som med muskler, jo mere vi bruger dem jo stærkere bliver de. Den tilstand vi er i når vi bruger de neurale netværk kodes med i dem, så næste gang de trigges af noget, så oplever vi også den tilstand der er nedkodet i de aktive neurale netværk. Når vi grubler eller bekymrer os over noget, så er det mest almindeligt at de aktiverede neurale netværk indeholder negative følelser, og hvis disse ikke forløses, gemmes de påny som en dårlig oplevelse oven på den oprindelige dårlige oplevelse. Afhængig af hvor mange gange vi tænker over den dårlige oplevelse og får det dårligt, kodes de neurale netværk med lag på lag af negative følelser, der med tiden styrker de negative følelser og alvorligheden af den oprindelige oplevelse.
Den emotionelle del af hjernen har ikke nogen tidsfornemmelse. Så når noget dårligt vi har oplevet i fortiden trigges i nutiden, så føles det som om det sker lige nu. Men vi ved at der er forskel på at huske en oplevelse og opleve en oplevelse i nuet. Problemet er at de neurale netværk med negative følelser kører på automatpilot, fordi vi har gentaget bekymringer og grublerier omkring den oprindelige dårlige oplevelse så mange gange, at tankerne er blevet hardwired i hjernen i form af neurale netværk. De gode nyheder er at vi kan rekode følelserne lagret i de neurale netværk ved at genkalde specifikke oplevelser når vi er i en ressourcetilstand, altså når neurale netværk kodet med positive følelser aktiveres samtidigt med neurale netværk kodet med negative følelser. Det er vigtigt at være tilstede i nuet og opleve de positive følelser under denne process, og ikke gå ind i de negative følelser andet end lige nok til at aktivere de associerede neurale netværk så ændringen kan finde sted.
Noget andet der sker når vi har en dårlig oplevelse er, at hjernen begynder at generalisere oplevelsen for at undgå at vi kommer i en lignende situation i fremtiden. Hjernen gør dette for at vi kan øge vores chancer for at overleve. Hvis vi for eksempel en dag går ned ad en villavej, og fra af en have kommer der lige pludselig en hund løbende ud og bider os i benet. Av! Dårlig oplevelse. Negative følelser såsom frygt, angst og vrede kodes i de neurale netværk der associeres med oplevelsen. Næste gang vi går ned ad samme vej er vi meget på vagt og fuld af frygt idet vi går forbi haven, for hvad nu hvis hunden kommer løbende ud igen. Med tiden generaliserer hjernen oplevelsen til at inkludere andre villaveje, gader og måske bare det at gå en tur, og måske senere bare det at gå udenfor. På denne måde hverves flere og flere neurale netværk til at beskytte os mod en gentagelse af noget ubehageligt, men hvis vi neutraliserer de negative følelser fra den oprindelige oplevelse, har vi ikke mere noget problem med hunde eller med at gå en tur eller andre af de ting traumet havde generaliseret sig til. På denne måde virker generalisering også så de positive følelser kan forgrene sig ud i alle de neurale netværk associeret med oplevelsen der tidligere ville have trigget en problemtilstand.
Når vi får de gode nyheder ind til den del af hjernen der har været frosset fast i de negative følelser, de gode nyheder om at der er sket noget dejligt og livsbekræftende siden hen, forbinder de neurale netværk kodet med de positive følelser sig med de neurale netværk kodet med de negative følelser, og traumet neutraliseres. Endvidere forgrener de positive følelser sig til alle de neurale netværk hvervet gennem bekymringer og grublen omkring problemet, og på den måde generaliserer de positive følelser sig til mange andre sammenhænge og situationer associeret med det som tidligere var en problemtilstand. Denne generalisering kaldes også induktion. I en problemtilstand induceres negative følelser i de neurale netværk der aktiveres af triggeren, mens positive følelser induceres under kollapset af problemtilstanden med ressourcetilstanden, hvormed de negative følelser neutraliseres. Vi oplever at spøgelset fra den dårlige oplevelse forsvinder, at der ikke mere er nogen ladning på oplevelsen, at der er sket noget behageligt siden da, og at vi altid har meget godt i vente endnu.
